3K Maleanlæg i sneen

3K maleanlæg i sneen

Vores serviceteknikere kommer vidt omkring, når de udfører serviceopgaver og installerer nye anlæg hos kunderne. Senest havde Bent Kiholm og Michael Tambo fornøjelsen af at installere et nyt 3K maleanlæg på Grønland.

De to teknikere blev sendt afsted med en container fyldt med værktøj og udstyr, der var pakket og klar til en uge i sneen hos Saffiorfik A/S. Virksomheden i Nuuk skulle have installeret et helt nyt Graco 3K maleanlæg til maling af bl.a. nye containere.

Hjemmefra var alt pakket nøjsomt og i den helt rigtige rækkefølge, så de to teknikere hurtigt kunne tømme containeren og begynde opsætningen af pumper og slangeføring. I slutningen af ugen var anlægget sat op, og der kunne køres SAT-test, som er en slags overdragelsestest, hvor vi sikrer, at alt kører som det skal, og at anlægget er klar til aflevering.

Selvom der er meget, der skal nås på sådan en uge, var der heldigvis også tid til både rundtur i Nuuk og en tur på snescooter. Grønland er en oplevelse i sig selv, og de lyse timer opvejede lidt for de ellers -2°c i løbet af dagen.

”Det er altid en fornøjelse at være afsted,” siger Michael om de spændende oplevelser, han får med kollegerne, når de er afsted for at arbejde i udlandet.

Grønland-Saffiorfik outdoor

Forberedelse er nøglen til succesfuld installation

Ligesom med så mange andre ting er god forberedelse nøglen til succes. I forberedelserne får vi styr på alle detaljerne, som gør, at fejl og tidsspild mindskes.

For teknikerne i Grønland var det essentielt, at kontoret hjemme i Vejle også havde adgang til layout og tegninger af maleanlægget. Det gjorde det nemlig muligt at få assistance hjemmefra, hvis der nu skulle opstå problemer eller spørgsmål. Også selvom man ifølge Bent helst vil holde lidt igen med bare at ringe hjem, når der er fire timers tidsforskel.

På samme måde gør det arbejdet meget nemmere, når der er styr på eksempelvis værnemidler, stiger og lifte.

Heldigvis var det kun små udfordringer, der dukkede op for teamet på Grønland: 4 besværlige huller og nogle glatte veje.

Grønland-Saffiorfik
Vi er klar til at hjælpe dig
Kontakt os på telefon eller email