Hvorfor ikke leje sit sandblæsnings- eller maleudstyr i stedet for at købe det?
Og hvis man nu skal købe: Hvorfor så ikke købe udstyret brugt frem for nyt? Lidt på samme måde som det er kommet på mode at købe tøj second-hand?
Det skorter i hvert fald ikke på muligheder hvis man som virksomhed ønsker at gøre en indsats for at reducere sit klimaaftryk. Især hvis man ikke kun kigger snævert på den sædvanlige økonomiske bundlinje, når investeringscasen skal retfærdiggøres.
”Tag nu sådan noget som udlejning af udstyr, som vi allerede gør i stor grad i vores Offshore Energy-forretning, og som vi gerne vil gøre endnu mere af i vores andre forretningsområder. Hvis man køber nyt, risikerer udstyret at ende henne i et hjørne efter noget tid. Men udlejningsmaskiner ender altid dér, hvor de kan skabe værdi. Og vi kan sørge for at opgradere dem og holde dem ved lige, så vi kan udnytte dem bedst muligt. Så derfor er udlejning i udgangspunktet en langt mere cirkulær forretningsmodel, som jeg tror, vi kommer til at se meget mere af, lyder det fra Claus Andersen, CEO i Mouritsen A/S.
Som så mange andre virksomheder befinder Mouritsen A/S sig stadig i den indledende fase af den ansvarlighedsrejse, som alle aktører i industrien skal på – og hvor de færreste virksomheder ved, hvor de reelt ender.
Men ifølge Claus Andersen er én ting sikkert: EU’s taksonomi – EU’s klassifikationssystem for bæredygtige aktiviteter, som trådte i kraft i januar 2022, og som opstiller en række betingelser og kriterier for, hvornår en økonomisk aktivitet er miljømæssig bæredygtig - og de kommende krav i forhold til ESG-rapportering bliver et ”tog, der rammer os alle lige om lidt,” som han udtrykker det.
Hos Mouritsen A/S er den grønne omstilling derfor for længst blevet et strategisk sigtepunkt, da ’ansvarlighed' er en af virksomhedens kerneværdier. Og af samme årsag giver Mouritsens rolle også langt hen ad vejen sig selv, lyder det fra Claus Andersen.
”Vi skal hjælpe vores kunder med at bruge færre ressourcer. Det er egentlig ret ligetil.”
Det kan Mouritsen A/S, qua sine kompetencer og sine specialisters mangeårige erfaring, gøre på mange måder, understreger Claus Andersen.
Det kan være ved at påpege klimagevinsterne ved at leje udstyr frem for at købe det. Det kan være ved at levetidsforlænge produktions- og procesudstyr. Eller det kan være noget så enkelt som at reducere forbruget af kompressorluft til sandblæsning ved at optimere på blæsemidlet og genvindingsanlægget.
Men i det at rådgive kunderne bedst muligt ligger også et indbygget kommercielt benspænd, idet det i virkeligheden ofte bedre kan betale sig for Mouritsen A/S, hvis kunden relativt tit opgraderer sin maskinpark og derfor oftere køber nyt udstyr.
”Det er naturligvis lidt af et paradoks i sig selv, og det er i den slags situationer, at vi som virksomhed skal gribe fat i vores værdier og stå fast på, at vi som ansvarlig, kvalitetsbevidst virksomhed skylder både vores kunder og samfundet at hjælpe kunderne til den mest ansvarlige løsning,” siger Claus Andersen.
Heri ligger netop villigheden til at bevæge sig ud i nye forretningsmodeller. Hvad enten man er leverandør, rådgiver eller slutbruger.
I Mouritsens tilfælde kunne det ifølge Claus Andersen som eksempel være på sigt at bidrage til at udvikle en form for deleportal, hvor virksomheder kan stille deres udstyr til rådighed for andre virksomheder.
Eller det kunne være, at virksomheden i fremtiden ikke længere sælger og udlejer maleanlæg, men i stedet sælger antal liter maling leveret fra anlægget per time, så kunden ikke betaler for selve udstyret men snarere for output.
”Det er to eksempler på noget, som der ikke er en forretningsmodel i lige nu. Men det kunne der sagtens komme, hvis lovgivningen og den teknologiske udvikling muliggør det,” slutter Claus Andersen.